Submenu

Sarkasme

Sarkasme er et nemt valg. Dejligt distancerende. I virkeligheden har vi måske aldrig haft vores opgør. Så pæne mennesker vi er. Vi var faktisk i terapi engang, men jeg deltog ikke helhjertet, fordi jeg allerede havde taget valget. Var det at løbe fra ansvaret? Måske. Men han hørte jo ikke på mig uanset hvad jeg gjorde. Se mig dog. Men sandheden er også at jeg har lavet strudsefinten et par gange, både dengang og i de år der gik bagefter. Bedøvet af at pakke mig selv væk, for ikke at blive trådt mere på. Skyldte jeg skylden på ham lige der? Burde jeg have rusket ham mentalt hårdt dengang og råbt alt min smerte ud? Er man et svagt klynkende offer, når man rent faktisk er blevet kørt over?

Jeg har et billede af mig selv som tolvårig liggende på min desktop nu. En buttet pige på badeferie, der misser op mod solen, siddende i en gummibåd hun fik den sommer. Ensomme lille pige med store fortænder, der er ved at lære at de andre nok alligevel ikke tager det hun siger alvorligt.

Så hvorfor prøve.
Kategoriseret som selvterapi og handler mest om selverkendelse.
2 kommentarer - skriv en mere
2 comments to 82

    Morgan
    10. september 2010 at 10:04 · Svar   

    Se – den indsigt er dyb. For kun du kan se de ting i det billede. Den ensomhed var det kun dig, der følte. Og kun dig der forstod. Og forstår. Og det stikker. Helt ind i nutiden. Det er så stærkt, at du giver dig selv plads til at møde hende nu. Det bliver godt. For jer begge.
    Anna
    11. september 2010 at 16:28 · Svar   

    Det håber jeg det bliver!