Submenu

Opsige job

Hvad jeg ville gøre i morgen hvis jeg kunne/turde? Sige mit job op og skrive en bog.

Svaret kom uden tøven, efterfulgt af et skævt smil.

Det er ikke nyt for mig at mærke efter hvad jeg virkelig brænder for og om jeg gør det rigtige for mig. Min stress-historie har lært mig en del.

Men du er alligevel kommet tilbage i samme job. Hvorfor?

Jeg ved ikke helt om det var mit held at vi netop dér blev kaldt ind til næste session. Havde jeg turde svare sandt?
Kategoriseret som en iagttagelse og handler mest om min drøm.
5 kommentarer - skriv en mere
5 comments to 88

    LouLouLimbodanser
    17. september 2010 at 10:54 · Svar   

    Tør du?
    Svare sandt?

    Sandheden er foranderlig, og så længe vi lever er intet for sent

    (siger een, der sidder ubehjælpeligt fast i sin egen "sandhed” om uladesiggørlighed og blabla og praktisk-umulig og regninger og slambamSvendBent. Men jeg lever endnu, så intet er for sent ;-) )
    Anna
    17. september 2010 at 17:45 · Svar   

    Det kommer an på til hvem. Hende her og det forum jeg var i, kunne jeg godt have svaret sandt til, men det fandt jeg først ud af senere.

    Livet er nu og kort og så længe vi trækker vejret kan vi nå det.
    Irene
    27. september 2010 at 00:54 · Svar   

    Det tog 12 indlæg fær jeg fik skrevet noget … Men man kunne også blive det der postbud. Så ville man have ro til at få skrevt sin første bog i fritiden. Altså, hvis man godt turde ikke at ville have villa og vovse og det. Men det er ikke sikkert man tør det. Og de der udenlandsferier, på den dyre måde, de er lige så sjove på Fur, og der kan man heller ikke hverken tale eller forstå sproget. Men der er ro og minigolfbane til softice om sommeraftenen. På cykel.

    Eller også bliver man på sin lidt underlige pind, der hvor de der ambitioner ikke bliver nødt til at blive udlevet så hårdt, for der har man måske også energi til, i sin fritid, at skrive den bog, der jo skal skrives engang. Før man bliver for gammel, det skal man jo også huske at man skal blive …

    Og sådan kan jeg skrive en hel bog, helt uden reelt at sige noget …
    Anna
    27. september 2010 at 21:31 · Svar   

    Yay.

    Jeg er kun bundet af at bo hvor jeg gør, fordi jeg deler mine børn med en mand jeg ikke lever sammen med. Jeg har valgt mit hus primært fordi det ligger 500 meter fra hans, så mine børn har ét lokalområde. Resten kan jeg tilpasse, men ikke huset. Ikke de næste 10 år, hvert fald.

    men jo. postbud er en mulighed.
    Irene
    28. september 2010 at 01:13 · Svar   

    Børnenærmiljø er al ære værd i alle ti år! Der bør også bo postbude og skribenter i sådan et kvarter. Ja.