Submenu

Der var to billeder, ikke ét.

Det er kun ferieøjeblikkene man husker at forevige; hverdagen glemmes i uendeligheder af ufotogene mandage, så det var sommer på begge to. Samme sommer, tror jeg.

På det ene  billede sidder der en 11-årig pige i en gummibåd på en strand. Bag hende kan man ane vandkanten og andre der solbader. Billedet er taget så tæt på at man kun kan se hendes bare overkrop, kanten af et knæ og et rundkindet fjæs der misser mod solen. Hendes hår ar samlet i en hestehale man ikke kan se og pandehåret er klistret af sol og saltvand, og klæber til panden. Hovedet er lidt på skrå og smilet lidt spørgende. Båden står på stranden og hun  ligner en der er midt i en leg.

Hun ser glad ud. Nem. Velfungerende. Men hun leger alene. I en boble.

På det andet billede er båden i vandet.

Der er to børn på billedet. En spinkel mørkhåret pige på omkring 14 år fylder det meste af billedet og båden. Hun sidder afslappet med den ene solbrune arm i vandet og de lange slanke ben oppe over siden af den lille båd. Hun smiler. Et kønt smil, med regelmæssige tænder og smalle blå øjne, og en tot af det lange brunsorte hår har revet sig løs af den sirligt opsatte hestehale.

Pigen fra før læner sig ind i billedets højre del. Man kan kun se det øverste af hendes overkrop, men det er tydeligt at hun er midt i et forsøg på at komme op i båden, da fotografen beder hende om at se op. Hun smiler et lidt for bredt og overdrevet smil, som for at retfærdiggøre noget. Runde kinder og pjusket halvvådt hår. Et virvar af uro i uglet modsætning til den smukke afslappede pige der sidder roligt i båden. Hun ser glad ud, den lille pige. Men hun er anspændt og holder krampagtigt fast i båden for ikke at glide ned. Kæmper for at få lov til at være med.

Jeg valgte to billeder ud fra ren intuition og mavefølelse, uden at vide hvorfor.

Det ved jeg nu.
Kategoriseret som en erkendelse og handler mest om at finde balancen, og min terapi.
2 kommentarer - skriv en mere
2 comments to 97

    Morgan
    25. september 2010 at 17:17 · Svar   

    Din underbevidst har nemlig ret. Og den er rigtig rigtig glad for, at du er begyndt at lytte til den. Damn good work, woman.
    Anna
    25. september 2010 at 22:27 · Svar   

    Ja, det er faktisk ret godt arbejde jeg har begået her. Med et mylder af alt mulig andet ind over selvfølgelig, men også (og især) en dyb genkendelse af noget jeg selv negligerede – for hvor banalt kan det være? Det jeg glemte er, at det ikke er banalt når man er 11, 12 og 13; og at selve dét at nedgøre betydningen er en del af mønsteret.